BOSERUPKONFEKT


Hej venner!

For nogle år siden var min mor på et chokolade kursus hos Frederiksberg Chokolade - med sig hjem bragte hun ikke blot en stor dåse med alverdens lækre konfekt og chokolade, men også opskriften på Boserupkugler, der har været en fast del af julekonfektrepertoiret lige siden. 
Historien fortæller at stamkunden i butikken, gamle hr. Boserup, kom og brokkede sig over at butikken ikke havde et stykke konfekt KUN med nougat. 
Konditorne lagde hovederne i blød for at opfylde Boserups ønske, og fremtryllede det bedste stykke konfekt nogen sinde efter min mening.
Resultatet blev hård nougat med karamel og hasselnødder æltet sammen med blød nougat og rullet i kakaopulver. 
Tusind tak, hr. Boserup!


Til ca. 40 stk:

250 g sukker
130 g hasselnnødder 
400 g blød nougat 
Ret meget kakao 



Start med at hak hasselnødderne groft. Smelt derefter sukkeret i en tykbundet gryde, meget langsomt. Det er vigtigt at holde øje med det hele tiden så det ikke brænder på. Det skal være en klar karamelmasse. Når alt sukkeret er smeltet, kommer du de hakkede hasselnødder ned i karamellen, og venter ganske kort tid, indtil massen småkoger. Når det er sket, tager du karamellen af varmen og hælder det forsigtigt ud på et stykke bagepapir. 
Når massen er kølet af hakker du den rimeligt fint. Når det er gjort, skal den hårde karamelnougat æltes med den bløde nougat. Når de to ting er blevet en ensartet masse, er der kun tilbage at forme dem fint i kugler, og trille dem i kakaopulver. 


Flinke hilsner og god jul


Marie


1 kommentar: